Kender du til den type, som er mere arabisk end araberne? Eller mere græsk end grækerne? Eller mere italiensk end italienerne? Jeg kender én sådan. Han er faktisk en sød og intelligent mand – men samtidig også meget irriterende, ja nærmest latterlig, når han ruller sig ud som arabisk-græsk-italiensk kunstner. Det hele ville være så meget mindre problematisk, hvis han bare accepterede, hvad han er: en svensker. En mand med vikingestammer i blodet. Nedstammer fra det østlige vikingeliv – handelsmænd med stolt historie. I stedet for at fejre det arv, som kunne være hans, vælger han i stedet at kaste sig ud i det mest mediterrane, han kan finde på.
Alt om Middelhavet
Når jeg siger “mediterrant”, mener jeg ikke blot en uges ferie ved havet. Jeg mener absolut dedikation. Hans mad skal sejle i olivenolie – ordret. Det er faktisk ret underholdende at få en invitation til en af hans middage, for man risikerer at skulle gennembløde sit stykke brød i en søholm af olie. Det gør ikke det mindre lækkert, men det er næsten atletisk at spise gennem det. Hans indretning skal være så græsk som muligt – og jeg mener helt ned til de små detaljer, som normalt kun arkitekter eller interiørdesignere tænker på. Han har endda nedsænket loftet på sit toilet, fordi sådan gør man i Grækenland. (Jeg har aldrig helt forstået hvorfor, men det skal jeg vist spørge ham mere grundigt om en dag.)
Men det værste? Det værste er uden tvivl, at han går i feminine hjemmesko. Nu er der intet galt i at gå i hjemmesko – eller i feminine hjemmesko for den sags skyld. Det problemet er ikke skoenes køn. Problemet er hele hans forklaring og forhold til dem. Han går nemlig i dem, fordi han – efter hans eget udsagn – så minder det ham om at være en eller anden underskøn ånd, der kan opfylde alles drømme. Det er her, at det krydser grænsen mellem charme og det næsten satiriske.
En sjælden original
Fortæl ham, at du er interesseret i hans seneste køb, og han vil med stor entusiasme berette den komplette historie. De feminine hjemmesko, han nu går i, blev købt under en rejse til Marokko. Han blev inspireret af farverne og duftene på et lokalt marked – helt oprigtigt og uden fortilfælde. Der er intet ondt i det. Præcis tværtimod, kan man sige. Han ønsker ægte oplevelser, ægte forbindelser til de kulturer, han beundrer. Han køber ikke bare de dyreste designer-replica fra en webshop; han søger den autentiske vare, og han giver sig selv tilladelse til at blive påvirket af det, han møder.
Det er præcis det, der gør ham til en original. Han tør. Han tør gøre, hvad han har lyst til, uden at lade sig binde af den sociale kontrol, som de fleste af os lever under. Han bryder ud. Ja, det kan være irriterende at være omkring ham – især når han igen og igen fortæller sine historier om de kulturelle fund. Ja, det er næsten latterligt, hvor hele hans personlighed drejer sig om at være “det nye menneske”, der virkelig forstår det hele bedre end andre. Men der er samtidig noget beundringsværdigt ved det. Han gør ingen fortræd. Han overrasker os gang på gang med sine valg og sine historier. Måske er det derfor, at jeg alligevel holder af ham – trods alt.
Måske skulle vi alle være så frimodig til at være uinspireret af andre menneskers forventninger. Måske skulle vi alle tage på rejse og komme hjem med hjemmesko og historier og drømme om at være noget helt tredje. Måske skal man være lidt af eksentriker for at leve rigtigt.