Jeg er født samme år, som Kennedy blev skudt. Dengang var det vildeste i lyd en pladespiller med moving coil pickup – eller måske en Technics spolebåndoptager. Senere – omkring min konfirmationsalder – kom kasettebåndoptageren. En katastrofe for god lyd, men de var til gengæld nemme at håndtere i forhold til spolebånd. Dengang var der få musikere, der benyttede de voldsomt smarte og overraskende synthesizere, som i dag er overalt i musikbilledet. Hvis du er i tvivl om, hvad en synthesizer er – klik her.

Vild teknologisk udvikling i musikkens verden

I dag i 2018 er det en helt, helt anden verden, når det handler om både frembringelse af musik (musikinstrumenter) og gengivelse af musik. Dengang havde vi en adskillelse mellem såkaldte almindelige stereoanlæg og det, der var ægte HiFi. Sidstnævnte var for de indviede noget ekstremt nørdet noget, der gik ned i så små detaljer som typen af maling, en højtaler var malet med. Eller vinklerne på møblementet i lytterummet i forhold til højttalerne.

Åh ja – så var det jo, at CD skiverne kom, og med dem kom en mere støjfri lyd. Nogle mente nu nok, at den var mere kunstig end den, der kom fra LP pladerne. Men de slog i hvert fald igennem på markedet, og først de sidste par år er der begyndt at blive solgt vinylplader og pladespillere igen.

Men hvad er så kilden til musik?

I dag sker jo det meste via computere, og det ses også på for eksempel udvalget og salget af de såkaldte USB-lydkort: https://www.danguitar.dk/lydudstyr/indspilning/audio-interface

Musikinstrumenter skal have strøm nu om dage

Bevares – det skulle mange af dem også dengang, jeg kørte på en Yamaha FS-1 med tun 🙂 Men i dag er det jo nærmest alt, og selv det ellers så ekstremt analoge trommesæt er i dag mere populært i de elektriske udgaver.

Og man kan faktisk få komplette el-trommesæt under 2.000 kroner.

Jeg synes jo, at teknologi er fascinerende, og jeg er selv storforbruger af det nyeste nye – men jeg kan da godt være en smule nostalgisk i forhold til det med musikken. I dag er det jo teknisk muligt at få en hvilken som helst storbarmet sukkermås uden spor af talent til at lyde som en rigtig sangerinde. Det var det altså ikke dengang!