Det her med lockdown, lukkede butikker, lukkede skoler, og hjemmearbejde er ikke længere sjovt. Første gang vi kom i lockdown tilbage for et lille års tid siden, var det hele sådan set sjovt og hyggeligt nok. Vi troede jo ikke på, at det var så alvorligt med den her pandemi som det faktisk er.
Lockdown
Vi er i lockdown igen. Her er godt nok ikke så skrappe restriktioner som første gang. Men alligevel. Det faktum, at hele familien er hjemme og har brug for internettet, giver os nogle problemer. Det er jo ikke alle steder, at internettet fungerer lige godt. Men ikke kun det. Vi har heller ikke alle de muligheder for at få nye indtryk eller ideer, som vi havde, dengang vi kunne gå ud uden maske og følge forskellige aktiviteter. Det kan vi jo ikke. Fx kan vi ikke gå i biografen. Vi kan ikke gå til badminton eller sådan noget. Det er noget skidt. Og det giver da også nogle knuder imellem os herhjemme. Vi skændes ofte. Måske fordi vi går op og ned ad hinanden hele dage. Den eneste, der ikke er sur herhjemme, er min ældste søn. Han har godt nok et guldhjerte og et sprudlende godt humør. Han var nødt til at afbryde sit ophold på skolen. Men han nåede lige at lære sine klassekammerater at kende, og jeg kan høre, at de taler meget sammen via Skype.
9. klasse på efterskole
Han går på efterskole – 9. klasse – og har valgt at beskæftige sig med teater. Jeg kan høre, at han taler meget med nogle af sine nye kammerater om et teaterstykke, som de er ved at skrive. Det er vist noget science fiction, de er ved at lave. Der er gang i snakken om, hvordan kostumerne skal se ud. De taler også meget om dialoger. Det er faktisk spændende at høre ham fortælle, om det ved middagsbordet. Og han får os altid til at grine ad et eller andet, der er blevet sagt. Heldigvis. Det gør virkeligt, at vi kan være sammen om aftenen – uden at skændes eller bare være sure.
Jeg håber inderligt, at han snart kan komme tilbage til skolen. Det vil være så godt for ham at se sine kammerater. Og det vil virkeligt også være godt for os, fordi, hvis skolerne åbner, så betyder det nok også, at vi så småt kan begynde at se frem til at kunne komme på arbejde igen. Det er jo svært nok at holde selvdisciplinen herhjemme. Og når man så også skal gå og være overpåpasselig med, hvad man siger til hinanden, så er det altså svært.
Ja, lad os, dog håbe, at de får styr på alt det bøvl, de har med vacciner, der ikke er blevet leveret til tiden, så vi kan få bedre styr på virussen. Lad os håbe, at der snart kommer flere vacciner til, så vi ikke er afhængige af enkelte, store kolosser i medicinalindustrien, der åbenbart ikke holder, hvad de lover. Det er bare så frækt af dem. Det er slet ikke acceptabelt.
Teater som fag på efterskolen
Endelig har jeg fundet min hylde at være på. Jeg har fundet ud af, hvad jeg vil i fremtiden. Jeg vil arbejde med teater. Jeg ved godt, at det er usikker fremtid, jeg går i møde. Men jeg er ret sikker på, at jeg overlever.
Jeg har været på en teater efterskole i et år, og det var sådan set dér, at jeg traf min beslutning. Jeg går lige nu i 3. g og er ved at gå grassat over, at jeg ikke kan komme i teateret. Jeg er også ved at gå i opløsning af alt det terperi, vi skal igennem inden studentereksamen til sommer. Der er faktisk ikke så lang tid til. Og det betyder, at der heller ikke er så lang tid til, at jeg kan komme videre imod min drøm. Jeg vil nemlig på akademiet og læse billedkunst. Jeg har nemlig en drøm om at komme til at arbejde med scenografi og få lov til at bygge kulisser – resten af mit liv.
Talentet
Jeg opdagede, at jeg havde et talent for at male, dengang jeg gik på teater efterskolen. Dengang troede jeg, at det var skuespiller, jeg skulle være, men det viste sig hurtigt, at jeg ikke har talentet og tålmodigheden, der skal til. Til gengæld opdagede jeg malerkunsten, og det kunne bruges i den forestilling, vi satte op. Siden da har jeg været overbevist om, at jeg kan blive god til at lave flot scenografi. I hvert fald fik jeg meget ros for den, vi lavede til teaterstykket.Masser af drama.
Kærligheden til teateret er noget, min mor har fodret mig med – lige fra dengang jeg var helt lille. Jeg kan huske, at vi var i det Kgl. Teater, og se en forestilling, da jeg var 5 år gammel. Jeg tror, det var ’Dyrene i Hakkebakkeskoven’. Jeg kan faktisk ikke huske det. Jeg kan bare huske, at jeg syntes, at det var magisk. Og sjovt. Lige siden dengang har jeg været i teateret sammen med mine forældre mange gange, da jeg var lille. Sidenhen alene, eller sammen med en veninde. Min veninde har ikke den samme kærlighed til teateret, men hun forstår godt min. Og det er rart at gå i teateret og se forskellige forestillinger. Om det er opera, skuespil eller ballet, er sådan set ikke det vigtige for mig. Det er kulisserne, jeg kigger på. Naturligvis kigger jeg også på skuespillerne, sangerne eller danserne. Naturligvis. Det skal jo hænge sammen – stykkets indhold og kulisserne.
Skøn pige
På efterskolen mødte jeg en pige, som jeg stadig ser. Hun vil gerne være skuespiller og har masser af talent. Hun har forsøgt at blive optaget på skuespilskolen i Aarhus, men kom ikke igennem nåleøjet. Hun forsøger igen til næste år. Hende går jeg ofte i teateret sammen med, når min bedste veninde ikke kan eller har lyst. Det er rart at have en ligesindet. Og heldigvis, så er det jo stadigvæk muligt at komme i teateret via internettet. Der er bare ikke helt den samme stemning, som den, der er, når man kan høre hele teateret summe af forventning, inden forestillingen begynder.