Jeg hørte de gode nyheder i forgårs: Fra 1- oktober regner alle eksperterne og politikerne med, at alle restriktioner som følge af corona er ophævet. Det er jo vidunderligt at tænke på. Så hvorfor føler jeg mig så bare så uduelig? Burde jeg ikke være glad og lettet? Vi får jo allerede nu lov til at gøre mange af de ting, vi har savnet i mange måneder. Fx at gå i fitnesscentre eller på restaurant.
Mangler glæden
Af en eller anden grund kan jeg bare ikke være glad. Jeg har slet ikke lyst til at gå i fitnesscenter. Og slet ikke på restaurant. Jeg synes bare ikke, at det er tiltrækkende længere. Faktisk har jeg heller ikke lyst til at se venner eller bekendte til en kop kaffe. Også selv om de tilbyder at komme her hos mig. Jeg ved slet ikke, hvad der er sket med mig. Jeg plejede ellers at være den første til at feste og lave sjov med vennerne. Jeg plejede at være hende, der tog initiativerne. Det er jeg ikke længere. Og jeg ved godt, at det vækker bekymring hos mine venner.
Foreslået psykoterapi
Faktisk talte jeg med en veninde om det i går. Hun fortalte mig, at hun slet ikke kan genkende mig. Hun tror, at jeg har udviklet en eller anden fobi og mente absolut, at jeg burde gå til noget psykoterapi i København hos dem her. Hun mener, at min fobi går i retning af noget, der hedder, at man ikke bryder sig om at være sammen med mange mennesker på en gang. Hun kaldte det for agorafobi.
Er det mig?
Jeg lider ikke af agorafobi. Hendes definition af agorafobi er, at man er bange for at opholde sig på steder, hvor der færdes mange mennesker. Måske er det den rigtige definition. Jeg ved bare, at jeg ikke gider længere at være festaben. Jeg vil have mere indhold i min tilværelse. Men jeg vil nu alligevel tjekke ind hos en god psykoterapeut snart.